Statistik vedrørende jødiske befolkningstal er ikke alle steder kendt i præcise detailler. Og skøn vedrørende forskellige lande varierer stærkt. Desuden ved man ikke, hvor mange jøder der blev deporteret og interneret til forskellige tider i årene mellem 1939 og 1945. Men generelt er de pålidelige statistikker, der findes, især dem, der angår emigration, tilstrækkelige til at vise, at kun en brøkdel af de seks mio. jøder kan være udryddet.

For det første kan påstanden ikke tåle en undersøgelse af de europæiske jøders folketal. Ifølge Chambers Encyclopedia udgør det totale antal af jøder i nazi-Europa i 1939 : 6.500.000. Det skulle helt klart betyde, at næsten hele dette antal blev udryddet. Men Baseler Nachrichten, en neutral schweizisk avis fastslår ud fra tilgængeligt jødisk statistisk materiale, at 1.500.000 jøder mellem 1933 og 1945 emigrerede til Storbritannien, Sverige, Spanien, Portugal, Australien, Kina, Indien, Palæstina og USA Det bekræftes af den jødiske journalist Bruno Blau, der bringer samme tal 13. august 1948 i den jødiske avis Aufbau i New York. Af disse emigranter var omtrent 400.000 kommet fra Tyskland inden september 1939. Dette anerkendes af World Jewish Congress i dens publikation Unity in Dispersion (p.377), hvor det hedder: "Det lykkedes størstedelen af de tyske jøder at forlade Tyskland før krigen brød ud." Foruden de tyske jøder havde 220.000 af de i alt 280.000 jøder i Østrig forladt landet inden september 1939. Ligeledes lykkedes det Institute for Jewish Emigration i Prag fra marts og fremover at sikre emigration af 260.000 jøder fra det tidligere Tjekkoslovakiet. Ialt forblev kun 360.000 jøder i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet efter september 1939.

Fra Polen anslås 500.000 at være emigreret før krigens udbrud. Disse tal betyder, at antallet jødiske emigranter fra andre europæiske lande (Frankrig, Nederlandene, Italien og landene i Østeuropa etc.) var omtrent 120.000.

Denne exodus af jøder før og under krigshandlingerne reducerer antallet af jøder i Europa til ca. 5.000.000. Hertil må lægges antallet af jøder, der flygtede til Sovjetunionen efter 1939, og som blev evakueret så langt øst på, at tyskerne ikke kunne få fat i dem. Det vil fremgå længere nede, at størstedelen af dem, 1.250.000 kom fra Polen. Men bortset fra Polen, så indrømmer Reitlinger, at 3.00.000 andre europæiske jøder slap ind på sovjetisk territorium mellem 1939 og 1941. Det betyder, at den totale jødiske emigration til Sovjetunionen må udgøre omkring 1.550.000. I Colliers magasin den 9 juni 1945 skriver Freiling Foster om jøderne i Rusland, at 2.200.000 var indvandret til Sovjetunionen efter 1939 på flugt fra nazisterne; men vort lavere tal er nok mere korrekt.

Jødisk emigration til Sovjretunionen reducerer altså tallet af jøder i tysk domineret område til 3½ mio., nærmere 3.450.000. Fra disse kan vi trække dem, der levede i neutrale lande, og undgik konsekvenserne af krigen. Ifølge World Almanac 1942 (p. 594) var antallet af jøder, der levede i Gibraltar, Storbritannien, Portugal, Spanien, Schweiz, Irland og Tyrkiet 413.128.

Følgelig er et tal på omkring 3 mio. jøder i det tyskokkuperede Europa så nøjagtigt som de tilgængelige emigrations-ststistikker tillader. Man kan imidlertid komme frem til omtrent det samme tal på en anden måde, ved at sammenligne med statistikken for de jøder, der forblev i de lande, som blev okkuperet af das Reich.

Mere end halvdelen af de jøder, der emigrerede til Sovjetunionen efter 1939 kom fra Polen. Det hævdes ofte, at krigen mod Polen tilføjede 3 mio jøder til det tyske indflydelsesområde, og at næsten hele den polsk-jødiske befolkning blev "udryddet". Det er en stor faktuel fejl. Folketællingen 1939 ansætter den jødiske befolkning i Polen til 2.732.600 (Reitlinger, Die Endlösung, p. 36). Reitlinger slår fast, at mindst 1.170.000 af dem var i den af russerne i efteråret 1939 okkuperede zone. Omkring 1 mio. af dem blev evakueret til Ural og Sydsibirien efter den tyske invasion i juni 1941 (ibid. p. 50). Som før nævnt var skønsmæssigt 500.000 jøder emigreret fra Polen før krigen. Dertil bemærkede journalisten Raymond Arthur Davies, der opholdt sig i Sovjetunionen under krigen, at omkring 250.000 jøder allerede var flygtet fra tyskokkuperet Polen til Rusland mellem 1939 og 1941, og var at finde i alle russiske provinser ( Odyssey through Hell, N.Y., 1946, p. 102). Ved at trække disse tal fra befolkningen på 2.732.000 og give plads til berfolkningsforøgelsen, kommer man således til, at ikke mere end 1.100.000 polske jøder kunne være tilbage under tysk styre ved slutningen af 1939 (Gutachten des Institus für Zeitgeschichte, München 1956, p. 80).

Til dette tal må vi føje de 360.000 jøder, der forblev i Tyskland, Østrig, det tidligere Tjekkoslovakiet (Böhmen, Mähren og Slovakiet) efter den store udvandring fra disse lande før krigen som er nævnt ovenfor. Af de 320.000 franske jøder sagde den offentlige anklager, der ved Nürnberg-processen stod for den franske anklage, at ca. 120.000 franske jøder blev deporteret, skønt Reitlinger anslår tallet til omkring 50.000. Således forbliver antallet af jøder under nazi-styre under to mio. Deportationer fra skandinaviske lande var få og fra Bulgarien ingen. Når de jødiske befolkninger i Holland (140.000), Belgien (40.000), Italien (50.000), Jugoslavien (55.000), Ungarn (380.000) og Rumænien (725.000) medregnes overstiger tallet ikke meget 3 mio. Overskudet i de sidste tal skyldes, at tallene er førkrigstal uden hensyntagen til emigrationen, der for disse lande udgør 120.000 (se ovenfor) Denne dobbelte kontrol bekræfter altså vurderingen at omtrent 3 mio. europæiske jøder befandt sig under den tyske okkupation.

De nøjagtige tal for russiske jøder er ukendte og er derfor blevet genstand for enorme overdrivelser. Den jødiske statistiker Jacob Leszczynski slår fast, at der i 1939 levede 2.100.00 jøder i det fremtidigt af tyskerne okkuperede område af Rusland, dvs. Vestrusland. Dertil levede 260.000 i de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Ifølge Louis Levine, præsident for det amerikanske Council for Russian Relief, der før krigen foretog en tur til Sovjetunionen og fremlagde en rapport om jødernes situation dér, blev hovedparten af dette antal evakueret øst på efter at de tyske hære havdehavde startet deres invassion. Han erklærede 30. oktober 1946 i Chicago, at "Ved krigsudbruddet var jøderne blandt de første, der blev evakueret fra de vestlige områder, der truedes af Hitlers invasion og bragt i sikkerhed øst bag Ural. To mio. jøder blev således reddet." Dette høje tal bekræftes af den jødiske journalist David Bergelson, der 5.december. 1942 i den yiddiske moskva-avis Ainikeit skrev, at "Takket være evakueringen blev majoriteten (80 %) af jøderne i Ukraine, Hviderusland, Litauen og Letland reddet før tyskernes ankomst." Reitlinger er enig med den jødiske autoritet Joseph Schechtmann, der indrømmer, at et stort antal blev evakueret, skønt han skønner, at et noget højere antal russiske og baltiske jøder blev efterladt under tysk okkupation, mellem 650.000 og 850.000 ( Reitinger, The Final Solution, p. 499). Med hensyn til disse sovjetiske jøder, der forblev på tysk territorium, vil det senere blive bevist, at under krigen i Rusland blev mindre end 100.000 personer dræbt af de tyske indsatsgrupper som partisaner og bolsjevik-kommissærer. Ikke alle var jøder. Omvendt erklærer partisanerne selv at have myrdet fem gange så mange fra de tyske tropper.

Det er derfor klart, at tyskerne umuligt kunne have opnået kontrol over og udryddet noget i retning af seks millioner jøder. Hvis vi ser bort fra Sovjetunionen var antallet af jøder i det nazistokkuperede Europa næppe mere end tre millioner, af hvilke på ingen måde alle blev interneret. For at nå udryddelse af blot halvdelen af de seks millioner skulle hver eneste jøde i Europa være likvideret. Og alligevel vides det, at et stort antal jøder var i live i Europa efter 1945. Philip Friedmann fastslår i Their Brother's Keepers (N.y., 1957, p. 13), at "mindst en million jøder overlevede i selve diglen af det nazistiske helvede," medens det officielle tal fra den Jewish Joint Distribution Commitee er 1.559.600. Selv om man accepterer den sidste vurdering kan således antallet af jøder, der døde under krigen, ikke være mere end en og en halv million.

Til netop denne konklusion kom den ansete schweiziske avis Baseler Nachrichten. I en artikel med titlen "Wie hoch ist Die Zahl der jüdischen Opfer ?" ("Hvor stort er antallet jødiske ofre ? ", 13. juni 1946) forklares, at alene på basis af de folke- og emigrationstal, som ovenfor er beskrevet kan højst et maximum på en og en halv mio. jøder anslås som ofre. Senere vil det imidlertid endegyldigt blive vist at antallet faktisk var meget mindre, for Baseler accepterede Joint Distribution Commitee's tal på 1.559.600 overlevende efter krigen; men vi vil vise, at kravene på kompensation fra overlevende er mere end det dobbelte af dette tal. Den oplysning stod ikke til rådighed for schweizerne i 1946.

Indiskutabelt bevis blev også leveret af efterkrigstidens jødiske befolkningsstatistikker. The World Almanac for 1938 opgiver antallet af jøder i verden til 16.588.259. Men efter krigen angav New York Times 22 februar 1948 antallet af jøder i verden til mindst 15.600.000 og maximum 18.700.000. Soleklart gør disse tal det umuligt at regne antallet ofre i mere end tusinder.

15½ mio. [skulle vel ifølge det foregående være 16½ mio., O.a]. i 1938 minus de påståede 6 mio. giver ni mio. [? O. a.] Tallene i New York Times betyder altså, at verdens jøder skulle have produceret et fødselsoverskud på syv mio. og omtrent fordoblet sit befolkningstal. Det er komplet latterligt.

Det vil derfor fremgå, at det store flertal af de manglende 6 mio. i virkeligheden var immigranter til europæiske lande, til Sovjetunionen og USA før, under og efter krigen. Og også i store tal til Palæstina under og særligt mod slutningen af krigen. Efter 1945 kom bådlaster i massevis illegalt fra Europa med jødiske overlevende, og skabte betydelige vanskeligheder for den daværende britiske regering. Antallet var faktisk så stort, at publikation nr. 190 (5. november 1946) fra H. M. Stationary Office beskrev det som "næsten gående op til en anden exodus". Det var disse emigranter til alle dele af verden, der havde fået den jødiske befolkning til at svulme til mellem 15 og 18 mio. i 1948, og den største del af dem var emigranter til USA, der kom ind i strid med kvoteordningerne. 16. august 1963 slog Israels præsident David Ben Gurion fast, at selv om det officielle jødiske befolkningstal i Amerika sagdes at være 5.600.000 "ville det samlede antal ikke vurderes for højt til 9,000.000" (Deutsche Wochenzeitung 23 november 1963. Albert Maisal afslører i artiklen "Vore nyeste amerikanere" (Readers Digest, januar 1957), at grunden til det høje tal er et dekret af præsidenten kort efter afslutningen af II Verdenskrig, som bestemte, at 90 % af alle visa til central- og østeuropa skulle udstedes til forflyttede.

Artiklen gengiver en annonce (16 juni 1972) ud af hundreder, der hver uge forekommer på siderne med dødsannoncer i Aufbau, den jødisk-amerikanske ugeavis, der trykkes i New York. Den viser, hvordan jødiske emigranter i USA ændrede deres navne. De angivne navne Kingsley varændret fra Königsberger, Frankfurt. Kommentar : Kun NAVNENE udryddede. Og teksten fortsætter : Kan man forestille sig, at nogle eller alle disse mennesker, hvis navne er "udslettet" hørte til blandt de 6 mio. savnede i Europa ? ( "the missing six million of Europe")